Den romerske erobring af Britannien

Den romerske erobring af Storbritannien.

Den romerske erobring af Storbritannien var en gradvis proces, der begyndte i år 43 under kejser Claudius, hvis general Aulus Plautius tjente som den første guvernør over Romersk Britannien (latin: Britannia). Storbritannien havde allerede været et hyppigt mål for invasioner, både planlagte og udførte, af den Romerske republik og romerriget. Ligesom andre områder på grænsen til imperiet havde Britannien nydt godt af diplomatiske og handelsforbindelser med romerne i århundredet efter Julius Caesars ekspedition i 55 og 54 f.Kr. og i den førromerske jernalder, særligt i den sydlige del af landet.

Mellem år 55 f.Kr. og 40'erne e.Kr. blev status quo opretholdt hvor man betalte skat, slaver og klientstater uden direkte militær besættelse, hvilke var begyndt ved Cæsars invasion af Britannien, forblev stort set intakt. Augustus planlagde invasioner i 34 f.Kr. 27 f.Kr. og 25 f.Kr. Den første og tredje invasion blev opgivet som følge af oprør andre steder i riget, og den anden blev droppet, da briterne affandt sig med Romerrigets krav.[1] Ifølge Augustus' Res Gestae, flygtede to britiske konger, Dubnovellaunus og Tincomarus, til Rom i hans regeringstid,[2] og Strabos Geography, der blev skrevet i hans periode, beskriver at Britannien betalte mere i told og afgifter, end der kunne bliver opkrævet i skat, hvis landet blev erobret.[3]

I 40'erne ændrede den politiske situation i Britannien sig tilsyneladende. Catuvellauni havde overtaget posten som det mest magtfulde kongerige i sydøst-britannien fra trinovantere, og havde erobret den trinovantenske hovedstad Camulodunum (Colchester), og pressede deres naboer Atrebates, der blev styret af efterkommere af Julius Cæsars tidligere allierede Commius.[4]

Caligula planlagde en kampagne mod briterne i år 40, men det blev udført meget aparte: Ifølge Suetonius' The Twelve Caesars, fik han stillet sin hær op i kampformationer mod den Engelske Kanal, og da hans tropper var blevet temmelig forvirrede over dette havde han beordret dem til at samle muslinger, og omtalte dem som "plyndring fra havet på grund af Kapitol og Palace".[5]

Moderne historikere er usikre på, om det var ment som en ironisk straf for soldaternes mytteri eller det var som følge af Caligulas sindsforvirring. Under alle omstændigheder var dette invasionsforsøg med til at gøre tropperne klar og gøre det muligt at udføre Claudius' invasion tre år senere. Eksempelvis byggede Caligula et fyrtårn i Bononia (moderne Boulogne-sur-Mer) hvilket var model for det, som kort efter blev bygget i Dubris (Dover).

  1. ^ Dio Cassius, Roman History 49.38 Arkiveret 14. august 2019 hos Wayback Machine, 53.22, 53.25
  2. ^ Augustus, Res Gestae Divi Augusti 32 Arkiveret 13. april 2020 hos Wayback Machine. Navnet på den anden konge er et gjort ulæselig, men Tincomarus er den mest sandsynlige mulighed.
  3. ^ Strabo, Geography 4.5 Arkiveret 13. april 2020 hos Wayback Machine
  4. ^ John Creighton (2000), Coins and power in Late Iron Age Britain, Cambridge University Press
  5. ^ Suetonius, Caligula44–46 Arkiveret 13. april 2020 hos Wayback Machine; Dio Cassius, Roman History 59.25 Arkiveret 22. august 2019 hos Wayback Machine

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by razib.in